Kom bare.
Vis mig din Hud.
Den fine Tekstur.
Løber gennem Fingre,
som Børn i en Skilsmisse.
Knuser hun sine Heste?
Venter hun paa Farverne skal bløde?
Eller Søvnen?
Kom bare.
Vis mig din Fremmede.
Dine Brændemærker paa Sjælen
er impertinente.
Og afficerede af Afbrydelser.
For her,
naar jeg rækker ud mod hende,
vokser det som en Skygge kastet af ingenting.