Jeg vaagner op og mærker hvor jeg er.

Som jeg altid gør.
Sent oppe ad Formiddagen. Ikke længere af Jetlag. Mere af Nød.
Doven som en tidlig søndag Morgen.
Langt væk fra hvor jeg synes at skulle være.
Jeg har talt med min Søster og det virker til, at hun har det godt.
Og vi lader begge to som om, vi ikke ved hvorfor.
Hun fortæller,
at en Draabe mere Sommerregn vil drukne dem alle sammen.
Hun spørger, om jeg har snakket med vore Forældre.
Og vi lader begge to som om, vi ikke ved hvorfor.
Ofte ønsker jeg bare at kunne stikke af.
Nord paa.
Men kunne jeg overskue det.
Mig selv som man drømmer. Og dør.
Tredive aars Flugt har efterladt mig med Ryggen mod Kulden.
Og det efterlader mig de fleste Dage,
undrende om jeg overhovedet har lært noget som helst.
Noget i den Morgen som den her.
Jeg skruer ned for Radioen.
Vinduerne op.
Og jeg troede jeg skulle være en bedre Mand..