tirsdag den 28. december 2010

Endnu et Værk fra Galleri NV:

tirsdag den 14. december 2010

Da de borgerlige blev rigtige reaktionære

Det store problem er ikke, at der bliver mere og mere overvågning. Problemet er, om der overhovedet er nogen, der overvåger overvågerne

Man kan bruge nye ord. Man kan kalde det for cyberkrig, internetrevolultion og hacktivisme. Og så kan det tage sig ud, som om vi har en ny situation.

Men kampen om Wikileaks er et klassisk drama med to klassiske fronter:

Den ene hævder, at de, der regerer, er gode og vil det gode og ikke skal kontrolleres af de dumme og de almindelige amatører.

Den anden position minder med Lord Actons sentens om, at al magt korrumperer, og at absolut magt korrumperer absolut. Den position hævder, at ingen skal regere uden selv at blive regeret, og at ingen magt skal udøves uden kontrol.

Den første front er reaktionær og principielt forkastelig. Den er enevældig og autoritær. Den anden front er progressiv og principielt rigtig. Det er den, vi gerne vil have, at alle de andre indtager i hele verden.

Det er længe siden, at de borgerlige var ordentlige reaktionære: Nu går de ind for kvindernes frigørelse, de vil ikke længere have autoritære ledere, og de er overbeviste om, at man ikke behøver slå eleverne for at holde orden i klasselokalet. De er holdt op med at være reaktionære.

Informationsterror
Det var de i hvert fald indtil Wikileaks-affæren, men de seneste uger har den borgerlige presse ført en bemærksesværdig reaktionær kampagne efter den gode, gamle logik: Den sociale orden er god, og de, der udfordrer den, er terrorister. Uden frygt for at blive til grin skriver Berlingske Tidendes chefredaktør Lisbeth Knudsen:

»Vi må diskutere informationsterror som en reel trussel i vores samfund.«

Hendes avis ville gå i fængsel for Frank Grevil, men han har jo også rettens ord for, at han intet havde at afsløre. Når det bliver alvor, holder man med magthaverne.

Knudsen hævder, at man risikerer at skabe »krig« og »konflikt«, hvis man ikke anerkender det »nødvendige diplomati«. Med andre ord: Det værste af det værste kan ske, hvis ikke vi lader de dygtige diplomater arbejde uden kontrol og åbenhed.

Samme kritik er fremført af den selvudnævnte senior-overdiplomat i Danmark, Uffe Ellemann-Jensen: Efter de seneste afsløringer kan diplomater slet ikke sladre ved cocktailparties på Hilton-hoteller!

Han erklærer i øvrigt indblik i al verdens ondskab og understreger dermed, hvor ufatteligt naiv resten af verden er, når man tror, at vestlige stormagter lever op til retsstatsgarantier.

Det er generelt utroligt, så meget så mange vidste i forvejen, og så lidt de fortalte, men det skyldes jo magtlogikken: De få regenter og redaktører må gerne kende til sandheden eller lade, som om de hører hjemme i klubben af oplyste kynikere, mens resten af befolkningen er for inkompetent.

Som det hedder i en trist, trist leder om verdens forfald i Weekendavisen:

»Man skal bare kunne lyve og stjæle, så kan man levere udskrifter af de første kladder til allerede kendte indberetninger om hændelser på slagmarkerne i Irak og Afghanistan.«

Oplysningerne er altså de udvalgte fås private ejendom, og de, der bringer fælles oplysninger om fælles magthavere ud til offentligheden, er tyveknægte.

Wikileaks beskrives i Jyllands-Posten som »vold« og »hærværk« mod den frie og åbne information. En redaktør fra avisen lancerer det synspunkt, at åbne samfund bygger på tillid. Og avisens stjerneanalytiker, Ralf Pittelkow, skriver det sådan her.

»Wikileaks er et spejlbillede på forfald i samfundet.«

Denne figur dominerer det borgerlige verdensbillede i Danmark: De, der bestemmer, er moralsk gode og politisk kompetente, og deres modstandere er udskud og forbrydere.

Det borgerlige Danmarks presse er således på linie med de amerikanske myndigheder, når de prøver at tvinge internationale virksomheder til at boykotte Wikileaks. Tendenser til åbenhed og indblik i magtudøvelse ses som en ond trussel mod den gode orden. Her må man minde om, at pressechefer også er en slags virksomhedsledere, og det er velkendt, at små magthavere ser op til store magthavere …

Ikke tillid, mistillid
Ingen taler for ophævelse af fortrolighed i efterretningstjenesten eller afskaffelse af diplomatiet, det er ikke kampen. Men det, de borgerlige siger, er noget vrøvl: De åbne samfund bygger ikke på tillid, men på mistillid. De er baseret på, at der ikke skal gives magt uden kontrol, og at alle ledere skal kunne drages til ansvar af dem, de leder. Det er en indsigt, som burde appellere til borgerlige: Magt uden kontrol inspirerer til korruption. Man siger, man repræsenterer det fælles bedste, men det bliver mere og mere egne interesser, der dikterer det bedste. Det er ikke et moralsk postulat, men en praktisk erfaring. Hvem husker ikke, hvordan udenrigsminister Colin Powell i februar 2003 foran hele verdens offentlighed sad i FNs sikkerhedsråd og løj om Saddam Husseins masseødelæggelsesvåben? Hvem husker ikke den danske regerings løfte om, at man sandelig ikke havde udleveret fanger i Afghanistan?

De statslige myndigheder har fået større og større magt til at registrere, manipulere og overvåge borgerne. De har fået teknologisk mulighed, og de har fået politisk lov. Det er ikke så meget det, at de lyver systematisk for de befolkninger, som skal vælge dem, og de skatteborgere, som finansierer dem. Det er det, at de lyver så skamløst og selvsikkert. Problemet er politisk set ikke kun, at der bliver overvåget mere og mere. Problemet er, at der ikke er nogen, der overvåger overvågerne. De konkrete afsløringer i materialet fra Wikileaks bliver i det perspektiv vigtige, men det vigtigste er, at selve afsløringen finder sted: De ved fremover, at de kan blive taget på ordet. Overvågerne må indstille sig på, at de selv bliver overvåget. Diplomater vil vide, at de kan blive kontrolleret, og politikerne vil vide, at de kan blive stillet til regnskab.

Det er selvfølgelig ubehageligt og ulækkert, hvis man er enevældig og tror på den uindskrænkede magts lyksaligheder. Men så har man jo også stillet sig på den forkerte side af historien. Det er klassisk.

Rune Lykkeberg; Information, dec 2010.

søndag den 12. december 2010

"Som det indimellem sker for Mennesker, at de ikke som man maaske skulle forvente, akkumulerer anvendelige Erfaringer og bliver stadig mere frie og kærlige, sådan mærkede ogsaa Rune og Anna bag Panden og i Hjertet en diskret negativ Udvikling. En udramatisk og dog følelig Forsuringsproces som de ikke havde Værktøjerne til at styre".
Verdensmestre; Zeuthen.

lørdag den 9. oktober 2010






..Inspirationen hentet ved Udgang igennem Gavebutikken; NV.

tirsdag den 5. oktober 2010


"...it is a war; class war, and you were the first to wage it under the cover of the powerful institutions you call order, in the darkness of your laws... There will have to be bloodshed; we willl not dodge; there will have to be murder: we will kill because it is necessary; there will have to be destruction; we will destroy to rid the world of your tyrannical institutions."
Luigi Galleani.

torsdag den 23. september 2010

Jagende.
Tiden.
Time for Time.
Fra dengang der var noget vi kaldte vores.
I vores stille Verden.
Forbi min Søsters Søn.
Min Faders Sind.
Min Moders Hjerte.
Vaagner jeg fra Drømmene.
Paa en Pude der lugter af Frygt.
Med Rebene dinglende.
Truende.
Ventende.
Svag og hjælpeløs.
Da min Usaarlighed er veget for Knapheden,
jeg har sandet i tankens Selv.

tirsdag den 14. september 2010

mandag den 6. september 2010

De plejer
Omgang
i et simpelt Kvarter.

De galoperer
rundt
i smuldrende Kældrer.

De ængstes
sarkofagt
i porten til Matriklen.

Med en Notits i Haanden
om Tilladelse til at dø.
Men det er tilsyneladende
og før mine Hjemstavnsdrømme blev til Mareridt.

søndag den 5. september 2010

Jeg forlover mig med dig for evigt;
jeg forlover mig med dig i Ret og Retfærdighed,
i Godhed og Barmhjertighed.
Jeg forlover mig med dig i Troskab,
og du skal kende Herren.
(Hoseas' Bog 2, 13)

mandag den 30. august 2010

jeg taler, taler, taler.
jeg slæber, slæber, slæber.
jeg famler, famler, famler.
jeg samler.
på Minder.
om dig.
jeg vrænger, vrænger, vrænger.
jeg perfekterer, formulerer.
jeg rømer, rømer, rømer.
jeg stemmer.
i mol.
om dig.
jeg helliger, helliger, helliger.
jeg forbyder, forbyder, forbyder.
jeg føder, føder, føder.
jeg bekender.
om synd.
om dig.

søndag den 18. juli 2010

jylland



dødt træ



tidsel

Danmark
øl

tirsdag den 6. juli 2010

roskilde festival 2010



korsfæstet







nofx



slør

spøgelser
pis

torsdag den 3. juni 2010

Prøv at lade være med at tænke.
Bare i tredive Sekunder.
Det kan du ikke -vel?
Kom, prøv igen...
Kan du sløve den uophørlige Plapren fra dit travle, travle Sind.
Hvis du kan, saa er du klar til at starte.
Paa noget nyt.
Paa noget vigtigt.
Paa noget virkeligt.


Paa en Stol. Ikke med krydsede Ben paa en Pude. Ikke paa Gulvet med knirkende Knæ og værkende Hofter. Nej, blot siddende lige op med ret Ryg. Paa den nemme Maade. Nu tager sindet over. Langsomt, ubemærkeligt langsomt, mens Opmærksomheden bevæger sig mod Aandedrættet -ud og ind, udogind, dgnd...
Tanker kommer anstigende pludseligt. Ikke som en Kaskade eller et Angreb. Bare een Tanke. Og saa den næste. Og saa en ensom Tanke -og hvor kom den fra?
Sindet tilbage paa Aandedrættet. Bevidsthed omkring kroppen, der langsomt centrerer sig paa Brystets bevægen sig -ud og ind, udogind, dgnd...
Saa et Glimt af det pureste Hvide efterfulgt af Mørket igen. Fokus paa Lyset bag Øjenlaagenen. Rødt og gult og sort, der bevæger sig i Mønstre skabt af et velsignende Intet. Og saa tilbage til Mørket.
Aandende -ud og ind, udogind, dngd... blot siddende. LangsomtnedfraFarten. Etstedbagved.
Øjnene aabne. Ja, til den gamle velkendte Verden. Fingerled der knækker og strækker Ryggen...
Tjaeh, ikke rigtig andet at sige end det...

søndag den 2. maj 2010

Hvordan Vand er Liv.
Og Ilt ogsaa er det.
Hvordan jeg længes efter Virkeligheden.
Og at kunne mærke Angsten.
Naar fyrre kommer,
kommer Raad.
Til at begynde at vente paa Døden.
Afsværgelse af den katatoniske Stilstand.
I Gentagelsens hypnotiske Vane, Vane, Vane.
Ligegyldighedens hvidkalkede, etablerede Lethed vinker æggende.
Og saa lære at svømme, mens jeg ser hele Verden dø.

onsdag den 7. april 2010

og en eller anden sagde,
eller ogsaa var det noget jeg læste,
at der aldrig havde været Eschaton.
Og maaske skulle jeg,
ønske mig Jobs Øjne,
hans konfrontatoriske Famlen,
hans ligblege Virkelighedsflygten
og
indtil er jeg blot død i Dagtimerne.
Tiden er en Hemmelighed
og
det kan jeg ikke tro, kære Søster,
men maaske skulle jeg?
For imens er jeg blot død i Dagtimerne.

lørdag den 3. april 2010









"Det skal være dybere, ellers faar Hundene ham".
Ved han ikke, at de allerede har mig..?
Lægger mig ned.. Jorden over mig.. Alt er stille...

mandag den 8. marts 2010


wir sind der hamburger sv...