Jeg er træt. Og ind imellem oplever jeg Skam.
Skam fordi jeg er en del af et Land, som bygger sig selv op paa Løgn og Frygt.
Gud er smidt ud.
Med mindre Han kan legitimere os som bedre en dem.
I et Land hvor man blindt lader sig overvaage af Myndigheder som lyver.
Lyver om Terrortrusler og paastaaede Terrorister. Lyver om Krigsgrundlag og Masseødelæggelsesvaaben.
Naar jeg tænker paa, at op mod en million Mennesker er døde i en sindssyg ideologisk Kamp for indførelse af et Styre, som ikke entydigt giver Svaret –ikke længere i hvert fald.
Et Land af Dobbeltmoral som tryner de Svageste.
Som kun kan hævde sig selv via en Syndebuk.
En Syndebuk som findes i det usynlige eller synlige i andres Religion og Kultur.
Et Land hvor man ikke kan bo sammen med den man elsker, fordi Regeringen lyver om Mulighederne for samme.
Naar jeg hører paa Cepos og deres evindelige ligusterhækssludder om at skatten maa ned for dem der tjener mest.
Naar jeg hører om det ufattelige Mod, der fik en Avis til at turde forsvare Ytringsfriheden og Frihedsbegrebet.
Men tier omkring Menneskerettigheder i Kina og Tortur i den globale og umulige Kamp mod Terror.
Tilbage er vel kun at haabe og tro paa Tankerne omkring Karma… snart...