Og selv da han vaagnede var det uden egentlig at vide hvorfor.
Paa det seneste; nogle gange tænkte han altid, skete det tit. Langt oftere end ind imellem.
At Ensomheden bider var ikke længere særlig paatrængende eller interessant. Dagbogen skilte Dagene ad. Dechifrerede mandag fra tirsdag. Tirsdag fra onsdag. Onsdag fra torsdag. Torsdag fra fredag og Weekenden fra det andet. Han vidste, at naar bare han skrev, i det elektriske ikea-skær, kunne han i det mindste bevise over for sig selv, at han var levende, naar han fra Tid til anden blev i Tvivl.
Sandt at sige, var de Dage hvor Notatet ikke blev til andet end ”jf. i gaar” maaske ikke ligefrem en Kilde til Oplysning om et fyldigt eller begivenhedsrigt Liv, men dog stadig en Dokumentation på liv og en levet Hverdag.
Faktisk var der engang hvor han havde været en langt svagere Soldat. Nu var han blevet samlet op og foldet pænt og nydeligt i fire lige store Dele. Fire Dele som var blevet stykket sammen en Efteraarsdag i oktober for adskillige Aar siden. Mens han sad tæt ved et stort og gammelt Kastanietræ, som netop havde smidt sin Frugt paa Jorden omkring Stolen og Avisen.
Han havde samlet et Blad op. I Begyndelsen som en eller anden slags Refleks, men senere for at iagttage og granske det har lille stykke af Guds forunderlige Mangfoldighed. Han skilte Bladets Kød fra Skelettet og sad tilbage med de tynde Ribber som mindede ham om en Barnehaand. Og det Faktum, at man lever som man drømmer; alene.
Men pludselig var han i stand til at trække ud og ind og vide at bruge netop denne Vished paa en maade, som ikke længere nedbrød hans Kongerige af Støv. Men nærmere støttede op og forsikrede om det mangelfulde i Livet.
Siden skete det en Dag. At han mødte hende. Eller egentlig at hun mødte ham.
Det var ikke som saadan noget plejer at være. Den her gang var det anderledes. Og ikke romantisk. Men med et iboende Islæt af nøjagtig det.

jeg tror paa at blive Voksen med Tiden mens jeg stadig ikke fatter en Skid jeg tror ikke paa at stikke af ikke en gang for en Sommer og i hvert fald ikke længere jeg tror paa at spørge indtil jeg bliver oplyst af Uvidenhed jeg tror paa at Konstanthed i Kærlighed er en Illusion jeg tror at al min Tid er spildt Mælk men jeg græder alligevel jeg tror paa at jeg kan se det i Øjnene jeg tror at saadan ser det ud i dag og i morgen er det hele anderledes jeg tror jeg tror jeg tror jeg tror