sekstende oktober

tirsdag Morgen. den sekstende oktober. vaagner. alene. Klokken lidt i syv. der er helt stille og den Stilhed nænner jeg ikke at bryde. jeg ved heller ikke hvordan jeg skulle gøre det. saa jeg skifter lige saa stille en larmende Pære i min Sengelampe og giver mig hen til en ny Novelle af Martin A. Hansen. Den Retfærdige. en meget stille én. den understreger Tidens gang hen over Morgenen. en Morgen som pludselig er blevet min. jeg er blevet gammel. saa gammel at en Morgen kan være min. senere; da Klokken sniger sig mod otte, vasker jeg op og væk. til Minderne fra i gaar, fulde af Børn og Liv, til Musik af Bonnie Prince Billy. Jeg vænner mig stille til Dagens Tempo. Og til mig selv. Og det er vel saadan det skal være? naar man lever som man drømmer; alene…